DM i SOSU er en konkurrence, hvor eleverne dyster i deres faglighed. Det skal være krævende at blive danmarksmester.
Samtidig er det en konkurrence, der skal vise omverdenen, hvor mange ting man kan, når man er social- og sundhedsassistentelev. Vi skal udstille vores fag for at give omverdenen en unik mulighed for at få et indblik i det krævende arbejde, der forgår på et hospital, et plejehjem eller i hjemmeplejen, og samtidig tiltrække nye dygtige elever. Udover at være en konkurrence for de dygtigste SOSU-elever i Danmark, er der altså også en eksponeringsværdi i at dyste i faglighed ved DM i SOSU.
Eleverne opnår kun point for de opgaver de løser. Men der gives point inden for fem forskellige kriterier, hvilket vil sige at eleverne f.eks. godt kan få point for deres samarbejde og kommunikation selvom de ikke løser en forflytningsopgave. Ved bedømmelsen af den enkelte opgave, bliver der altså set på elevernes præstation som et hele. Læs mere under punktet Bedømmelsen.
Vi laver dagene lange, så der er tid til at vise nogle gode og omfangsrige konkurrenceopgaver, der viser så mange aspekter af arbejdet som social- og sundhedsassistent som muligt. Derudover er det et krav, at der foregår aktiviteter på de forskellige konkurrencestande i den fulde åbningstid, så de besøgende altid har noget at se på fra stand til stand.
Vi forsøger at skabe så ens vilkår for eleverne som muligt. Derfor skifter rækkefølgen på elevparrene fra opgave til opgave.
Skuespillerne er nøje instrueret i at spille deres roller præcist og ens overfor alle elevpar. Det vil sige at skuespillerne har et stort fokus på, at være lige syge, forvirrede, glade osv. overfor alle elevpar. Men skuespillerne er også instrueret i at reagere naturligt på instruktioner og pleje fra eleverne. Derfor er skuespillernes adfærd afhængig af, hvordan elevparrene håndterer dem som borgere, patienter, pårørende og kolleger.
DM er sponsoreret. Alle deltagere skal derfor bære det udleverede tøj på scenen og ved ind- og udmarch.
Deltagernes scenetøj består af en hvid busseronne og et par grå bukser.
Hver deltager får udleveret tre busseronner, to par bukser og en rød fleececardigan.
I må medbringe typiske nødvendige ting i uniformslommerne, f.eks. kuglepen og saks.
I må medbringe 1 lille håndsprit.
I øvrigt henvises til almindelig uniformsetikette.
Alt, der skal bruges for at løse opgaverne, vil være på scenen.